Du gør dig måske også tanker om, hvorvidt du har nået dine
hidtidige mål, og hvordan du når de fremtidige. Det gør jeg i hvert
fald. Ligesom jeg også fortæller min egen historie om mit liv. Og
min historie harmonerer altså ikke altid med den historie, andre
fortæller om mig. Ingen tvivl om, at det har meget med perspektiv
at gøre. Men det viser sig samtidig, at jeg åbenbart har tendens
til at negligere mine successer og nærmest glemme, at jeg har nået
flere mål - og endda i flere tilfælde er nået langt længere, end
jeg først troede, jeg skulle og kunne. Heldigvis har jeg så venner
og familie til at gøre mig opmærksom på det, jeg ikke selv husker
på. Jeg vil dog alligevel også gøre noget selv for at være mere
bevidst, når jeg når et mål.
Og hvordan gør jeg så det? Jeg skal være mere bevidst om, hvilke
beviser, som fortæller mig, at jeg er i mål. Hvad hører, ser og
føler jeg, når jeg har nået mit mål? Et eksempel kunne være, at jeg
ved, at jeg har nået mit mål og min drøm om et dejligt hjem, når
jeg hører mine børn le sammen med deres far, ser mine nysåede
grøntsager pible op ad jorden, og jeg føler indre ro, livsglæde og
kærlighed i og omkring mig.
I mit job er f.eks. gensidig respekt og anerkendelse, faglig og
personlig sparring og kontinuerlig udvikling vigtig for mig. Så når
jeg hører anerkendende ord fra mine kolleger - eller hører mig selv
sige 'tak for en dejlig dag', ser smilende og imødekommende
ansigter på min arbejdsplads og føler overskud, afklaring og
kontakt med mine kompetencer og ressourcer, så har jeg nogle af
beviserne på, at jeg er i det job, der er rigtigt for mig. I hvert
fald her og nu. For mine mål og drømme kan ændre sig. Og så må jeg
jo bare være bevidst om, hvor jeg så skal hen, og hvordan jeg ved,
at jeg er nået dertil. Måske du har det ligeså? Uanset ønsker jeg
dig bevi(d)st god rejse.